Den Europæiske Rumorganisation er meget glad for at kunne meddele, at eventyret fortsætter for rumfartøjet Rosetta indtil september 2016. Det er hele ni måneder længere end oprindeligt planlagt!
Rosetta begyndte sit eventyr i 2004, da den blev sendt ud i rummet på en mission for at finde en komet ved navn 67P/Churyumov-Gerasimenko. I 10 lange år fløj det lille rumfartøj rundt i solsystemet i jagten på kometen, inden det endelig nåede frem til sin destination i august sidste år.
Men Rosettas arbejde sluttede ikke der. Faktisk var det kun lige begyndt! Rosettas første opgave var at hjælpe Philae, den lille sonde, den havde med ombord, med at lande sikkert på kometens overflade. Dens næste opgave er at holde kometen med selskab, mens den kredser om Solen.
Rosetta skal især undersøge, hvordan kometen ændrer sig, når den når perihelium (det udtales Peri-HE-lee-on). Det er det punkt i en komets bane, hvor den kommer tættest på Solen (og det bliver sikkert rigtig spændende!).

Kometer er gigantiske, snavsede snebolde fra den kolde yderkant af vores solsystem. Når de kommer tæt på Solens varme, fordamper det isholdige materiale tæt på kometens overflade, ligesom damp, der stiger op fra en kedel. Det er sådan, kometer får de spektakulære “haler”, vi ser, når de krydser nattehimlen.
Takket være forlængelsen af Rosettas mission vil rumfartøjet nu kunne undersøge kometen 67P, både mens den passerer perihelium og i tiden derefter. Dette komplette “før og efter”-billede af begivenheden vil give masser af nye oplysninger om, hvordan kometer forandrer sig over tid — især når de kommer tæt på Solen.
Men hvad vil der ske i september 2016, når Rosettas rejse endelig er slut? Tja, det virker kun naturligt, at Rosetta – efter at have fulgt kometen 67P i så mange måneder – afslutter sin mission ved at lande på den. De to kan så fortsætte sammen resten af deres rejse rundt i solsystemet.
Sjovt faktum: I løbet af de 9 ekstra måneder vil Rosetta også få mulighed for at give os et nærbillede af Philae, den sonde, der landede på kometens overflade.