Hvornår var det sidste gang, du så et tordenvejr? De er meget almindelige på Jorden, hvor tordenskyer ofte udløser kraftige elektriske udladninger i vores atmosfære. Der er stadig meget, vi ikke forstår ved lyn, men en oplevelse, som en ESA-astronaut har haft, har givet forskerne meget at tænke over.
Astronauten var Andreas Mogensen, der var ombord på Den Internationale Rumstation i 2015. Da han befandt sig i kredsløb og fløj over Indien, rettede han et højteknologisk kamera mod en gigantisk tordenstorm, som han kunne se nedenunder. Andreas fik øje på en blå stråle, der skød op i de øverste lag af Jordens atmosfære. Den nåede 40 km op – mere end fire gange så højt som Mount Everest!

De spektakulære optagelser var de første af sin art. Andreas’ optagelse af den mærkelige stråle viste, at der stadig er meget at opdage om den elektriske aktivitet øverst i tordenvejr. Forskerne begyndte at forstå, hvilke typer skyer der kan udløse de blå jetstråler, og hvordan de ændrer luftens kemiske sammensætning omkring sig. Det beviste også, hvor nyttig Den Internationale Rumstation er til at observere Jorden og dens uvejr, da denne opdagelse aldrig ville være blevet gjort fra jordoverfladen.

Forskere får snart et nyt redskab til at hjælpe dem i deres undersøgelser af tordenvejr. Det hedder »Atmosphere-Space Interactions Monitor«, eller kort sagt ASIM, og består af en række kameraer, lysmålere og detektorer, der endda kan observere i gamma- og røntgenstråling. ASIM er nu på vej til Den Internationale Rumstation, hvor det skal monteres på ydersiden af ESA’s Columbus-laboratorium. Meget snart vil vi have den bedste teknologi på det bedste sted til at lære mere om lyn.

Dette er vigtigt, fordi lyn påvirker gasserne i vores atmosfære, hvilket igen påvirker klimaet på Jorden, vores hjem. De målinger, som ASIM foretager fra rummet, vil blive kombineret med oplysninger fra satellitter og jordstationer over hele verden. Mere end 100 engagerede eksperter fra otte lande bidrager til projektet.
Har du lyst til at slutte dig til dem og udforske lynets mysterier?
Sjovt faktum: Luften højt oppe i Jordens atmosfære er tyndere, hvilket bremser lynene, så det bliver lidt nemmere for astronauterne og udstyret ombord på Den Internationale Rumstation at se lynene!