ESA Kids

Tale, videnskab og spionage

SOHO image, 28 October 2003
SOHO-billede, 28. oktober 2003
Åbn billedet

I løbet af de sidste 40 år er satellitterne blevet stadig mere avancerede og i stand til at udføre mange forskellige opgaver.

De fleste af de rumfartøjer, der opsendes med den europæiske Ariane-5-raket, anvendes til telekommunikation – tv, digital radio, internet, video og telefoni. De ejes som regel af store internationale virksomheder.

De fleste andre rumfartøjer ejes af regeringer og rumfartsorganisationer som f.eks. ESA. Mange af disse anvendes til videnskabelig forskning.

I løbet af de seneste 25 år har ESA’s rumfartøjer fløjet forbi Halleys komet, gået i kredsløb om Månen, Venus og Mars og udforsket det fjerne univers. I 2005 landede Huygens-sonden på Saturns måne, Titan. I 2014 vil Rosetta blive det første rumfartøj, der går i kredsløb om en komet og lander en sonde på dens overflade.

SOHO og fire Cluster-rumfartøjer har vist, hvordan Solen fungerer, og hvordan den påvirker vores planet. ERS-satellitterne og Envisat har undersøgt alle aspekter af Jorden, lige fra iskapper og havene til ozonlaget og arealanvendelsen.

I 2009 blev der lanceret en ny serie af Earth Explorer-missioner. Satellitter som GOCE, SMOS og Cryosat vil forbedre vores forståelse af Jorden og af, hvordan menneskelig aktivitet påvirker naturen. En serie af Sentinel-satellitter vil snart blive opsendt for at undersøge landområder og havene i detaljer.
Vores hverdag er blevet forandret af Meteosat-vejrsatellitterne. I de kommende år vil Europa opsende en ‘konstellation’ på 30 satellitter, kaldet Galileo, der skal bruges til navigation og præcis positionsbestemmelse overalt på Jorden.
USA, Rusland og nogle europæiske lande driver også militære satellitter. Disse anvendes af de væbnede styrker til kommunikation, varsling om missilaffyringer og overvågning af fjendtlige styrkers bevægelser.