Kig dig omkring i et hvilket som helst supermarked, og du vil se tusindvis af forskellige slags madvarer. En typisk café eller restaurant har måske et dusin eller flere retter på menuen. Men hvad kommer de første astronauter, der lander på Mars, til at spise?
For at besvare dette spørgsmål bad ESA franske kokke fra virksomhederne GEM og Alain Ducasse Formation (ADF) om at udvikle måltider til Mars. Deres opgave var at tilberede velsmagende retter ved udelukkende at bruge få ingredienser, der kunne dyrkes i drivhuse langt fra Jorden.

De fandt på 11 fantastiske opskrifter, herunder ‘Mars-brød og marmelade af grønne tomater’, ‘Gnocchi med spirulina’ og ‘Millefeuille med kartofler og tomater’.
“Efter et intensivt stykke arbejde er det endelig lykkedes os at skabe sunde, velsmagende og friske retter, hvilket er resultatet af en stor udfordring,” sagde Armand Arnal, den kok, der har udviklet opskrifterne.

Armands ni grundlæggende ingredienser var: ris, løg, tomat, soja, kartoffel, salat, spinat, hvede og spirulina. Alle disse er velkendte, bortset fra spirulina, en type blågrøn tang, der indeholder mange proteiner, calcium, kulhydrater og vitaminer – den perfekte kost for astronauter, der arbejder under ekstreme forhold.

De ni fødevareafgrøder skulle udgøre mindst 40% (to femtedele) af den endelige opskrift. Resten kunne bestå af ekstra grøntsager, urter, olie, smør, salt og andre krydderier, der var medbragt fra Jorden.
“Hvorfor 40%? Anlæggene vil da kunne producere nok luft og vand til, at mennesker kan leve,” sagde Christophe Lasseur fra ESA. “Vi får den nødvendige ilt og det nødvendige vand ‘gratis’.”