En gruppe forskere har udvalgt det bedste landingssted for en Mars-rover: et område kaldet Oxia Planum. Den robotstyrede rover er en del af en mission fra Den Europæiske Rumorganisation (ESA) ved navn ExoMars 2018 og vil lande i januar 2019.
Oxia Planum er forskernes foretrukne landingssted af to hovedårsager. For det første er området stort set fladt. Det er virkelig vigtigt, for hvis der er store kampesten eller stejle skråninger, kan ExoMars-roveren risikere at sidde fast. For det andet var Oxia Planum engang dækket af vand. Hvis der engang var vand, var der måske – eller er der stadig – liv! At finde liv er ExoMars-roverens vigtigste missionsmål.

Hvis der findes fremmede væsener på Mars, forventer vi ikke, at de er gående, talende væsener som os, men snarere bittesmå, mikroskopiske livsformer. Det gør det svært at finde dem! Organismerne vil sandsynligvis leve under jorden, hvor de vil være beskyttet mod de barske forhold på Mars’ overflade. Missionens forskere har taget højde for dette og udstyret ExoMars-roveren med en kraftig boremaskine, der kan udtage prøver fra to meters dybde i klippen.
Om blot et par år kan ExoMars-roveren måske være i gang med at udforske Oxia Planum. Hvad tror du, den vil opdage?
Sjovt faktum: På Mars ligger Olympus Mons, den største vulkan i vores solsystem – den er næsten tre gange så høj som Mount Everest!