Mars kaldes ofte for den ‘røde planet’, fordi den ses på himlen som en orange-rød stjerne. Farven fik de gamle grækere og romere til at opkalde den efter deres krigsgud. I dag ved vi takket være rumfartøjer, der har besøgt planeten, at dens udseende skyldes rust i de marsiske klipper.
Mars er den fjerde planet regnet fra Solen. Den kredser om Solen i en gennemsnitlig afstand på 228 millioner km, hvilket er halvanden gang så langt væk som Jorden, så menneskelige besøgende ville opleve, at der er meget koldt. Selvom somrene nær ækvator kan være ret varme, er gennemsnitstemperaturen 63 grader Celsius under nul – svarende til vintrene i Antarktis. Nætterne er også bittert kolde.
De første mennesker på Mars vil stå over for andre udfordringer. Luften er 100 gange tyndere end på Jorden og består hovedsageligt af kuldioxid. De menneskelige opdagelsesrejsende vil være nødt til at bære iltmasker og specielle dragter, hver gang de træder ud af deres lufttætte boliger.
Voldsomme storme kan hvirvle støvskyer op. Nogle gange spreder disse sig hurtigt over hele planeten og skjuler overfladen for synet.