Der findes ingen garage i rummet. Når et rumfartøj har forladt Jorden, håber alle, at alle systemer om bord fungerer korrekt. I løbet af de første par kredsløb er det ESOC’s, ESA’s Europæiske Rumoperationscenter, opgave at kontrollere, at rumfartøjet befinder sig i den korrekte bane, og at dets hovedsystemer – kommunikation, strømforsyning osv. – fungerer.
Hvis rumfartøjet er afhængigt af solenergi, er en af de første opgaver at folde ‘vingerne’ ud, så de kan opfange sollys.
Når rumfartøjet er blevet testet med et godt resultat, begynder ingeniørerne at tænde for instrumenterne, et efter et. Dette kaldes ‘idriftsættelse’.
De første billeder eller målinger viser, om instrumenterne fungerer som forventet. Hvis ikke, justeres de, indtil resultaterne bliver bedre. ESOC kontrollerer også, at instrumenterne ikke forstyrrer andre instrumenter i nærheden.
Et af de mest komplicerede idriftsættelsesprogrammer omfattede ESA’s Cluster-satellitter. De fire Cluster-satellitter, der blev opsendt i sommeren 2000, er udstyret med i alt 44 instrumenter.
Hold af forskere og ingeniører måtte følge en detaljeret plan for at kontrollere og overvåge hver enkelt satellit og dens instrumenter. Der gik mere end tre måneder, før rumfartøjerne var klar til at påbegynde deres mission med at undersøge forbindelsen mellem Solen og Jorden.
