For 10 år siden blev Columbus-laboratoriet sendt ud i rummet ombord på rumfærgen Atlantis! Det blev fastgjort til Den Internationale Rumstation og blev dermed Europas første permanente bemandede forpost i kredsløb.
Columbus-laboratoriet er opkaldt efter den berømte italienske opdagelsesrejsende Christopher Columbus. Mellem 1492 og 1503 gennemførte han fire rejser fra Spanien til Amerika og tilbage igen i sejlskibe, hvilket var en meget imponerende bedrift på den tid. Denne eventyr- og opdagelsesånd gør navnet til et godt valg!

Vores moderne Columbus er et højteknologisk laboratorium i rummet. Det giver forskerne mulighed for at udføre eksperimenter i vægtløshed og gøre fantastiske nye opdagelser! Inde i Columbus er der plads til 10 “nyttelaststativer” – minilaboratorier på størrelse med et køleskab, som hver især er designet til en bestemt række eksperimenter. ESA driver fem af disse:
-
Biolaboratorium, hvor man undersøger mikroskopiske organismer, celler, små planter og insekter.
-
European Physiology Modules Facility, der undersøger, hvordan vægtløshed påvirker den menneskelige krop.
-
Fluid Science Laboratory, der undersøger væskers mærkelige opførsel i rummet.
-
Det europæiske skuffestativ, som gør det nemt at udskifte nye eksperimenter.
-
Den europæiske transportvogn, der er praktisk til opbevaring af udstyr. Den fungerer også som arbejdsbord!
Der er endda to forsøgsområder på ydersiden af Columbus, som dermed er direkte udsat for rummet. Det ene af disse giver forskerne mulighed for at undersøge, hvordan forskellige materialer ændrer sig i rummet, mens det andet er dedikeret til at undersøge Solen.

Columbus-laboratoriet har brug for mange mennesker på Jorden til at støtte driften og sikre, at alt kører problemfrit. De arbejder i ESA’s Columbus-kontrolcenter, der går under kælenavnet ‘Col-CC’. Det ligger hos det tyske rumfartscenter DLR i Oberpfaffenhofen, tæt på München i Tyskland.
Col-CC-medarbejderne arbejder i skift og yder support til Columbus 24 timer i døgnet, syv dage om ugen! De sørger for, at livsopretholdelsessystemerne fungerer korrekt, at den luft, astronauterne indånder, er ren, at der er strøm til alle eksperimenterne, at intet bliver overophedet… og meget mere!
Forestil dig, at du kunne gennemføre et eksperiment ombord på Columbus. Hvad ville det være, og hvad ville du håbe at finde ud af?
Sjovt faktum: I løbet af de sidste 10 år er der blevet gennemført mere end 225 eksperimenter ombord på Columbus!