En af ESA’s ældste aktive satellitter skal snart tages ud af drift, efter at den har kredset om Jorden næsten 85.000 gange og tilbagelagt omkring 3,8 milliarder km. Den anden European Remote Sensing-satellit (ERS-2) blev opsendt i 1995. Nu har ESA besluttet at tage den ud af drift, inden den holder op med at fungere og udgør en trussel mod andre rumfartøjer.
Fra den 6. juli vil en række manøvrer med styremotorerne gradvist sænke dens bane fra 800 km til ca. 550 km, hvor risikoen for kollision med andre satellitter er minimal. I stedet for at ende som rumskrot vil ERS-2 til sidst trænge ind i Jordens atmosfære og brænde op.
ERS-1 (som var i drift mellem 1991 og 2000) og dens søstersatellit havde en lang og fremragende karriere. Sammen leverede de en kontinuerlig strøm af data over en periode på 20 år og revolutionerede dermed forskningen i Jordens atmosfære, landområder, havene og polaris.

Blandt deres instrumenter var den første ikke-militære radar i rummet. Den kunne observere overfladen under alle vejrforhold, både dag og nat, og var dermed i stand til at overvåge, hvordan jordoverfladen bevæger sig under store jordskælv eller vulkanudbrud. Den kunne desuden kortlægge landoverfladens højde.
Andre instrumenter målte den globale havoverfladetemperatur og ændringer i havniveauet – vigtige oplysninger for forskere, der studerer klimaforandringer. Et andet centralt eksperiment på ERS-2 overvågede ændringer i størrelsen og placeringen af et kæmpe hul i ozonlaget over Antarktis.
Tusindvis af forskningsprojekter og videnskabelige artikler har taget udgangspunkt i data fra ERS. De oplysninger, som satellitterne har sendt tilbage, har udvidet vores forståelse af, hvordan Jorden fungerer. Og forbedrede versioner af de instrumenter, de var udstyret med, anvendes i dag på missioner som f.eks. ESA’s Envisat, Earth Explorers og Sentinel-missionerne.