For millioner af år siden var Månen meget tættere på og større på himlen. Den drejede også meget hurtigere rundt. Gradvist blev den langsommere. I dag fuldfører Månen en omdrejning hver 27. dag, hvilket er den samme tid, det tager at kredse én gang rundt om Jorden. Det betyder, at vi altid ser den samme side af Månen. Den fjerne side er altid skjult for vores blik.
Månen har ikke noget eget lys. Den lyser ved at reflektere sollys. Ligesom Jorden er den ene halvdel af Månen i dagslys, mens den anden halvdel er i mørke (nat). Nogle gange kan vi se hele dagsiden – det kaldes ‘fuldmåne’.
Nogle gange ser vi kun et smalt, buet lysbånd, der kaldes en ‘halvmåne’. Nogle gange kan vi slet ikke se Månen, fordi vi kigger på dens natside. Det er ‘nymånen’.
Siden tidernes morgen har mennesker iagttaget, hvordan Månen tilsyneladende skifter form fra en tynd halvmåne til fuldmåne og tilbage igen. Disse ‘faser’ skyldes, at Månen kredser om Jorden én gang hver 29½ dag. Denne ‘måned’ har i tusinder af år været brugt til at måle tiden over hele verden.