I sommeren 2008 vil to af de mest følsomme rumobservatorier, der nogensinde er sendt op, blive opsendt fra Kourou i Fransk Guyana. Om bord på Ariane 5-raketten vil være Herschel, verdens mest kraftfulde varmesøgende rumteleskop, og Planck, som skal undersøge den svage stråling, der fyldte universet umiddelbart efter Big Bang.
Alt ved ESA’s Herschel-rumobservatorium er stort. Satellitten er ca. 7 meter høj og 4,3 meter bred og vejer 3,25 ton. Teleskopet har et hovedspejl med en diameter på 3,5 meter, hvilket er det største, der nogensinde er bygget til et videnskabeligt rumfartøj.
Observatoriet er opkaldt efter en anden videnskabelig gigant, den tyske astronom og musiker William Herschel. I 1800 brugte Herschel et glasprisme til at opdele hvidt lys i en regnbue af farver. Til sin overraskelse viste et termometer, der var placeret ved siden af den røde lysstråle, en stigning i temperaturen. Herschel havde opdaget det usynlige lys fra Solen, som forskerne kalder “infrarød stråling”. Vi kalder det ofte bare “varme”.
Herschel vil befinde sig 1,5 millioner kilometer væk, hvilket er langt nok til at undgå problemer forårsaget af, at infrarød stråling fra Jorden forstyrrer observationerne. Dens tre instrumenter vil blive afkølet med flydende helium, så de når en temperatur tæt på det absolutte nulpunkt (-273 °C).
Herschel skal bruges til at undersøge det ‘kolde’ univers. Dets superkolde ‘øjne’ vil kunne se igennem støvskyer for at undersøge stjernedannelsesområder, galaksernes centre og skjulte planeter. Frem for alt skal den forsøge at finde ud af, hvordan galakser og stjerner blev dannet i det tidlige univers.