Jordskælv er den farligste af alle naturkatastrofer. De fleste dødsfald skyldes sammenstyrtende bygninger eller brande.
Der forekommer flere millioner jordskælv i verden hvert år. Mange af disse registreres dog ikke, fordi de finder sted i afsidesliggende områder eller er meget svage. I gennemsnit forekommer der 18 større jordskælv og ét meget kraftigt jordskælv hvert år.
Det seneste store jordskælv fandt sted på øen Haiti i Vestindien. Den haitianske regering oplyste, at 230.000 mennesker var omkommet, 300.000 var blevet såret, og en million var blevet hjemløse.
Jordskælv forekommer oftest i nærheden af store sprækker i jordskorpen, der kaldes “forkastninger”. De forekommer ofte i Sydeuropa, hvor to store jordskorpeblokke bevæger sig mod hinanden.

Radarinstrumenter på ESA’s ERS-2- og Envisat-satellitter gør det muligt at fastslå, om overfladen bevæger sig. De kan måle bevægelsen med en nøjagtighed på få millimeter.
Radar kan også bruges til at kortlægge og vurdere skaderne på bygninger, både om dagen og om natten. Dette er til stor hjælp for rednings- og genopbygningshold.
Der findes stadig ingen præcis metode til at forudsige jordskælv. ESA’s satellitter leverer imidlertid præcise oplysninger, der kan hjælpe forskerne i deres arbejde. Data, der er indsamlet gennem mange år, bidrager til at forudsige fremtidige jordskælv og afdække skjulte forkastninger.