Det tager de fleste stjerner millioner af år at dø. Når en stjerne som Solen har forbrændt al sin brint, udvider den sig og bliver til en rød kæmpe. Den kan have en diameter på millioner af kilometer – stor nok til at sluge planeterne Merkur og Venus.
Når stjernen har blæst sine ydre lag ud, kollapser den og danner en meget tæt hvid dværg. En teskefuld materiale fra en hvid dværg ville veje op til 100 ton. Over milliarder af år afkøles den hvide dværg og bliver usynlig.
Stjerner, der vejer mere end otte gange Solens masse, slutter deres liv meget pludseligt. Når de løber tør for brændstof, svulmer de op til røde superkæmper. De forsøger at holde sig i live ved at forbrænde andre former for brændstof, men det virker kun i et par millioner år. Derefter sprænger de sig selv i stykker i en kæmpe supernovaeksplosion.
I cirka en uge lyser supernovaen stærkere end alle de andre stjerner i sin galakse. Derefter svinder den hurtigt bort. Det eneste, der er tilbage, er et lille, tæt objekt – en neutronstjerne eller et sort hul – omgivet af en udvidende sky af meget varm gas.
De grundstoffer, der dannes inde i supergiganten (såsom ilt, kulstof og jern), spredes ud i rummet. Dette stjernestøv danner med tiden andre stjerner og planeter.
