Venus er den anden planet regnet fra Solen, så den befinder sig altid ret tæt på Solen på himlen. Den fremstår som en strålende “stjerne” om morgenen eller om aftenen – det lyseste objekt på nattehimlen bortset fra Månen. Gennem et teleskop kan man se, at den gennemgår forskellige faser, ligesom Månen.
Venus skinner så stærkt, fordi den er dækket af skyer, der reflekterer en stor del af det indfaldende sollys. De gullige skyer består af svovl og svovlsyre.
På nogle måder er Venus Jordens tvilling. Den er omtrent lige så stor og består af de samme klippematerialer. Den kommer også tættere på os end nogen anden planet. Den er dog omgivet af en tyk atmosfære af kuldioxid – den gas, vi udånder. Denne atmosfære er så tæt, at det at gå igennem den ville være som at vade gennem vand.
Kuldioxiden holder det meste af solens varme tilbage. Skylagene fungerer også som et tæppe. Resultatet er en “løbsk drivhuseffekt”, der har fået planetens temperatur til at stige til 465 °C – varmt nok til at smelte bly. Det betyder, at Venus er endnu varmere end Merkur.
Uden særlig beskyttelse ville en besøgende på Venus dø øjeblikkeligt – knust af det enorme lufttryk, kvalt af atmosfæren, brændt til aske af den brændende hede og opløst af syren.
Venus’ overflade er blevet kortlagt ved hjælp af radar. Kortene viser tusindvis af vulkaner og nedslagskratere. Der findes to større højlandsområder med en bjergkæde, der er højere end Mount Everest.
Snesevis af rumfartøjer har besøgt Venus, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. ESA’s Venus Express har kredset i en næsten polær bane omkring planeten, siden den ankom i april 2006. De fleste af dens instrumenter har undersøgt den tætte atmosfære og de hurtigt bevægende skyer eller undersøgt, hvordan Solen påvirker planeten. Imidlertid har dens infrarøde sensor også været i stand til at kortlægge en del af overfladen og vise, at der muligvis findes aktive vulkaner på Jordens nabo.
