For hundrede år siden, den 15. april 1912, stødte RMS Titanic på et isbjerg og sank under en overfart over det nordlige Atlanterhav, hvilket kostede over 1 500 passagerer og besætningsmedlemmer livet. I dag krydser tusindvis af skibe den samme rute uden tab af menneskeliv – og det er takket være satellitterne.
Frederick Fleet havde til opgave at stå vagt på Titanic natten til den 14. april 1912. De oplysninger om isforholdene, som Frederick leverede, var de eneste oplysninger, kaptajn Edward John Smith havde til rådighed til at navigere skibet gennem disse farlige farvande.
En af de vigtigste konsekvenser af Titanic-katastrofen var forbedringen af sikkerheden til søs, herunder indførelsen af den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv til søs og den internationale ispatrulje (IIP).
Isvagtens opgave er at overvåge isbjerge og afgrænse et isbjergsfareområde. Der kan til enhver tid være tusindvis af isbjerge i de arktiske farvande. Ispatruljens udfordring består i at fastslå, hvor mange isbjerge der vil drive sydpå mod skibsruterne. Indtil videre har intet skib, der har fulgt Ispatruljens offentliggjorte ‘isbjerggrænse’, kollideret med et isbjerg!
I begyndelsen benyttede Isvagten skibe til at udføre rutinemæssige ispatruljer, men skiftede efter Anden Verdenskrig til luftovervågning. I dag er luftovervågning den primære metode, men IIP har til hensigt at erstatte de dyre isflyvninger med satellitobservationer.
I dag bruger Isvagten satellitbaserede radarobservationer som supplement til luftbaserede observationer. Radarer på satellitter er særdeles velegnede til overvågning af isbjerge, da de kan tage billeder gennem skyer og i mørke.
Sentinel-1, der skal opsendes i 2013, vil markant øge tilgængeligheden af radardata og hjælpe ispatruljen med at undgå katastrofer som den, der ramte det hundrede år gamle Titanic.
