Skove dækker næsten en tredjedel af verdens landareal. Mange af dem er så store, at den eneste måde at kortlægge og undersøge dem på er fra rummet.
Skove er ikke blot værdifulde kilder til træ og brændsel, men de er også levested for mange forskellige arter af planter og dyr.
Træer forhindrer desuden vind og regn i at skylle jord væk, de påvirker det lokale klima og bremser klimaforandringerne ved at lagre kulstof.
Desværre svinder skovene hurtigt ind. Hvert år ødelægges enorme områder som følge af menneskelig aktivitet.
Når satellitterne flyver over området, kan de inden for få dage danne sig et detaljeret billede af en hel skov. De udgør den eneste hurtige og nemme måde at kortlægge de stadigt skiftende skove på og levere regelmæssige opdateringer om deres tilstand.

ESA’s rumfartøjer ERS og Envisat er udstyret med et billedradarsystem, der kan se igennem skyerne og afsløre ændringer i landoverfladen.
En scanner, der registrerer lys i det synlige og infrarøde spektrum, bruges til at undersøge plantevækst og måle overfladetemperaturer. Den registrerer også brande, der anvendes til at rydde marker.
Satellitter kan endda skelne mellem forskellige træarter og vise, hvor sunde de er.
Kort baseret på satellitbilleder hjælper ledere og lokale myndigheder med at beskytte og bevare de skove, der bliver mindre og mindre.