Luften er fyldt med små, svævende støvpartikler og dråber – også kaldet “aerosoler”. Mange aerosoler dannes naturligt. Heriblandt er sand fra ørkenstøvstorme, saltpartikler fra havet, iskrystaller samt aske fra brande og vulkanudbrud.
Menneskets aktiviteter medfører også en stigning i mængden af aerosoler i atmosfæren. Aerosoler bestående af sort sod og svovldioxid stiger op fra “forurenende” kraftværker og fabriksskorstene. Andre aerosoler udledes fra biludstødninger og flymotorer.
Aerosoler er så små, at de kan spredes over hele verden. De kan forårsage astma og føre til sur regn, der dræber fisk og træer. De spiller også en rolle i klimaforandringerne, fordi de absorberer og spreder sollys. Data, der sendes tilbage fra satellitter, hjælper forskerne med at undersøge aerosolernes spredning og den indvirkning, de har på planeten.
Fire instrumenter ombord på ESA’s Envisat bruges til at kortlægge koncentrationerne af støvpartikler og skydråber, fra jordoverfladen og op til en højde på 100 km. De kan registrere de skyer af aerosoler og forurenende stoffer, der lægger sig som et tæppe over store industribyer eller brændende skove. Og de kan udpege de udstødningsspor, som passagerfly efterlader i den øvre atmosfære.