Højt over det isdækkede kontinent Antarktis holder ESA’s rumfartøj Envisat vagt – og det, som dets instrumenter registrerer, er temmelig foruroligende.
Frysetemperaturer og menneskeskabte kemikalier bidrager sammen til at skabe et ‘hul’ i ozonlaget. Og dette års ozonhul ser ud til at blive et af de største, der nogensinde er registreret.
I midten af august 2005 var den allerede vokset til et areal på 10 millioner kvadratkilometer – omtrent lige så stort som Europa. Og man forventede, at den ville udvide sig endnu mere i løbet af september.
Ozonhullet blev først opdaget i midten af 1980’erne, og ESA’s satellitter har overvåget ozonhullet kontinuerligt siden 1995. Deres målinger viser, at kun ozonhullerne fra 1996 og 2000 var større på denne tid af året.

Ozon er en form for ilt. Der findes små mængder ozon i stratosfæren, mellem 20 og 50 km over Jorden.
Heldigvis for os beskytter ozonlaget os mod solens ultraviolette stråling, som kan forårsage hudkræft. Imidlertid ødelægger kemiske reaktioner, der involverer menneskeskabt klor i de høje skylag, ozonlaget.
Når foråret indfinder sig ved polerne, får kombinationen af det tilbagevendende sollys og klorets kemiske egenskaber ozonmolekylerne til at spaltes til ilt. Et enkelt klormolekyle kan nedbryde tusindvis af ozonmolekyler.
Oplysninger fra Envisat er af afgørende betydning for overvågningen af de sæsonmæssige ændringer i dette beskyttende lag. Satellitdataene indgår i en ozonovervågnings- og prognosetjeneste, der fungerer næsten i realtid, og som består af mere end 30 partnere fra 11 lande.