I århundreder havde mennesker drømt om at forlade Jorden og rejse til andre verdener. Så, i 1957, tog Sovjetunionen det første lille skridt ud i rummet ved at opsende en lille satellit ved navn Sputnik. Rumalderen var begyndt.
De tidlige rumfartsaktiviteter blev domineret af USA og Sovjetunionen. Men med tiden lærte også Europa og Japan at bygge deres egne satellitter og raketter. I dag er lande som Kina, Indien, Sydkorea, Israel og Brasilien i gang med at opbygge deres egne rumfartsindustrier.
I løbet af de sidste 60 år er der blevet sendt ubemandede sonden ud mod alle planeterne i solsystemet samt mod mange måner, asteroider og kometer. Rumfartøjer har foretaget bløde landinger på et halvt dusin himmellegemer, mens rovere har kørt rundt på overfladen af Månen og Mars. Også Solen er blevet udforsket i detaljer af en flåde af rumfartøjer.
Mange rumobservatorier, såsom Hubble-rumteleskopet, er blevet sendt ud i rummet for at undersøge det fjerne univers. De har sendt nogle fantastiske billeder tilbage, der er taget i synligt lys. Men de kan også observere stjerner og galakser ved bølgelængder, der er usynlige for det menneskelige øje – radiobølger, infrarødt lys, ultraviolet lys, røntgenstråler og gammastråler. Den enorme strøm af opdagelser har ændret den måde, vi ser på universet på.
Mere end 500 mennesker har desuden været i rummet, siden Jurij Gagarin banede vejen i 1961. 20 mennesker har rejst til Månen, og 12 af dem har gået på Månen. Der er blevet bygget rumstationer, og astronauterne har lært at bo og arbejde i rummet i mange måneder eller endda år.