Det ydre rum er ekstremt fjendtligt. Rumfartøjer skal kunne modstå ekstreme temperaturer, stråling, magnetfelter, meteoritter, vragdele fra andre rumfartøjer og fraværet af luft.
Da det er dyrt at bygge og opsende rumfartøjer, ønsker vi, at de skal holde så længe som muligt. Hvis satellitterne skal kunne klare sig i rummet i mange år, skal de gennemgå (og bestå!) en lang række test på jorden.
Den første udfordring, som satellitterne skal klare, er den kraftige støj og rystelserne under en raketopsendelse. Dette testes ved at ryste satellitten og udsætte den for lyd fra kæmpe højttalere inde i et specielt kammer.
Den anden udfordring, som satellitterne skal klare i rummet, er at modstå ekstreme varme- og kuldetemperaturer. Ekstrem opvarmning fra Solen simuleres i et lufttomt kammer, der er udstyret med kraftige lamper og spejle. Meget lave temperaturer frembringes ved at pumpe flydende nitrogen gennem rør i kammerets vægge.
For at sikre, at de elektriske systemer fungerer, placeres satellitten i et kraftigt magnetfelt, der kan forårsage elektriske fejl. Computere overvåger alt, hvad der sker ombord på rumfartøjet under disse prøvelser.
I løbet af et år eller mere bliver hver enkelt del, der udgør rumfartøjet, testet og gentestet. Når rumfartøjet er samlet, testes det igen. Først da kan ingeniørerne være sikre på, at deres »barn« vil blive en succes, når det når i kredsløb.
