Jupiter er den største planet i vores solsystem; den er mere end 1000 gange større end Jorden! Alligevel er der overraskende nok stadig meget, vi ikke ved om denne kæmpeplanet. Men det er ved at ændre sig. ESAs næste store videnskabelige mission, JUICE, vil tage os med på en rejse gennem solsystemet for at udforske Jupiter og nogle af dens store, isbelagte måner.
I sidste måned traf ESA en meget vigtig beslutning: Organisationen valgte virksomheden Airbus Defence & Space til at designe og bygge JUICE og gøre den klar til opsendelse i 2022.
Det vil tage otte år for JUICE at nå frem til Jupiter! Når den er nået frem, vil den bruge de næste tre og et halvt år på at kredse rundt om den gigantiske planet og udforske dens stormfulde atmosfære og mystiske mørke ringe.
Men rumfartøjet vil ikke udelukkende fokusere på Jupiter. Det vil også undersøge tre af planetens isklædte måner: Callisto, Europa og Ganymedes. Astronomer mener, at hver af disse fjerne verdener kan skjule enorme vandhav under deres isbelagte overflade. Det er meget spændende, for vand er afgørende for, at der kan eksistere liv!
Rumfartøjet vil derefter flyve forbi Europa og Callisto, inden det afslutter sin mission med en 8-måneders rundrejse omkring Ganymedes. Ganymedes er den største måne i vores solsystem (større end Merkur og Pluto!) og den eneste måne, man ved har et magnetfelt.
JUICE’s indsats vil ikke blot hjælpe os med at lære vores største nabo bedre at kende, men også give os en bedre forståelse af, hvordan planeter generelt dannes. Men en af de mest spændende ting, JUICE vil afsløre for os, er, om der er udsigt til liv på fjerne, isbelagte verdener!
Sjovt faktum: Hvad står JUICE for? JUICE er en forkortelse for JUpiter ICy moons Explorer!