Når den suser forbi Jorden i 2013, vil en nyopdaget asteroide gå forbi vores planet – men kun med en hårsbredde! Den 50 m store rumsten forventes at komme tættere på Jorden end mange af de satellitter, der kredser om Jorden, hvilket minder os om, hvor vigtigt det er at holde øje med farer fra rummet.
Et amatørteam opdagede den usædvanlige asteroide, der fik navnet 2012 DA14, den 22. februar. På grund af dens lille størrelse og bane opdagede de den først, efter at den var fløjet forbi Jorden i en afstand, der svarede til cirka syv gange afstanden til Månen.
Forskere forudsiger, at den ved sin næste forbiflyvning, der forventes den 15. februar 2013, vil passere Jorden i en afstand på blot 24 000 km – tættere end mange satellitter. “Det er en sikker afstand, men den er stadig tæt nok til, at asteroiden kan ses med almindelige kikkerter,” siger Detlef Koschny, der arbejder i ESA’s afdeling for rumovervågning (SSA).
Asteroiden blev opdaget af La Sagra Sky Survey-observatoriet i det sydøstlige Spanien, som er et af de mørkeste steder i Europa med mindst lysforurening.
Det er udelukket, at asteroiden vil kollidere med Jorden ved sit næste besøg, men den tætte passage vil hjælpe astronomerne med at undersøge dette emne nærmere. Sammen med oplysninger om rumvejr og rumskrot vil disse data hjælpe europæiske forskere med at forstå og vurdere risici, især hvis der nogensinde bliver fundet en asteroide, der udgør en trussel mod Jorden.