ESA’s højteknologiske LISA Pathfinder-mission blev tidligere i dag sendt af sted fra Europas rumhavn i Kourou i Fransk Guyana. Missionen, hvor en kraftig Vega-raket sendte LISA Pathfinder ud i rummet, har fået en fremragende start!
LISA Pathfinder skal undersøge den kraft, der forhindrer os i at svæve ud i rummet: tyngdekraften. For 100 år siden skrev den berømte videnskabsmand Albert Einstein sin generelle relativitetsteori, som er vores bedste forsøg på at forstå, hvordan tyngdekraften fungerer. LISA Pathfinder skal afprøve denne teori ved hjælp af utroligt følsomme instrumenter, der kan registrere små krusninger i rummet.

Om bord på LISA Pathfinder befinder der sig to identiske terninger fremstillet af guld-platin. De vil svæve inde i rumfartøjet uden faktisk at røre ved det. Lasere, der sendes frem og tilbage mellem terningerne, vil måle deres nøjagtige positioner ned til en milliarddel af en millimeter! Dette vil give forskerne mulighed for at beregne, hvordan tyngdekraften virker på dem.
Selvom missionen nu er sat i gang, vil det tage yderligere 10 uger, før den når frem til den optimale position. Derefter, efter de sidste kontroller, vil den påbegynde seks måneders utroligt præcise observationer, der kan ændre vores forståelse af tyngdekraften.
ESA’s forskere planlægger allerede nu og håber at kunne opsende en opfølgningsmission, kaldet eLISA, i år 2034. Denne mission vil videreføre LISA Pathfinders arbejde og hjælpe os med at forstå tyngdekraften bedre end nogensinde før.
Sjovt faktum: LISA Pathfinder er udstyret med små raketmotorer, der kan affyres 10 gange i sekundet for at forhindre rumfartøjet i at ramme guld-platinkuberne.