Den 21. oktober indledtes en ny æra med den vellykkede opsendelse af det første par operative rumfartøjer i det europæiske globale satellitnavigationssystem Galileo. Den spektakulære, flammende opsendelse var også en milepæl for Europas adgang til rummet. Det var første gang, at en russiskbygget Soyuz-raket blev affyret fra den nye, specialbyggede affyringsrampe i Kourou i Fransk Guyana.
Indtil nu er alle Sojuz-raketter blevet opsendt fra Baikonur i Kasakhstan eller Plesetsk i Rusland. Ved at opsende den fra Europas rumhavn, tæt på ækvator, kan den europæiske Sojuz imidlertid transportere op til 3 ton til en ‘geostationær overførselsbane’. Til sammenligning er det kun 1,7 ton ved opsendelser fra Baikonur. Den forbedrede ydeevne skyldes den ekstra hastighed, som Jordens hurtige rotation ved ækvator giver.

Soyuz VS01-flyvningen, der blev gennemført af Arianespace, startede kl. 10.30 GMT (12.30 CEST), og alle Soyuz-trin fungerede perfekt. Fregat-MT-toptrinnet frigav Galileo In-Orbit Validation (IOV)-satellitterne i deres målbane i en højde på 23.222 km, 3 timer og 49 minutter efter opsendelsen.
I missionens indledende fase styres Galileo IOV-satellitterne fra Toulouse i Frankrig af et fælles team fra ESA og det franske rumagentur (CNES). De vil efterfølgende blive overdraget til SpaceOpal, et fælles selskab mellem det tyske rumfartscenter (DLR) og det italienske Telespazio, til 90 dages test. Næste år vil de få selskab af endnu et par IOV-satellitter. Når konstellationen er færdig, vil den bestå af 30 satellitter, der kredser i tre forskellige baner.