Pluto blev opdaget i 1930 af den 24-årige Clyde Tombaugh, der brugte et specielt apparat til at sammenligne billeder af himlen. Det viste sig at være en lille verden, endda mindre end vores Måne.
Pluto bevæger sig i en elliptisk (ægformet) bane, der varierer mellem 7.381 millioner km (49 gange afstanden mellem Solen og Jorden) og 4.446 millioner km (30 gange afstanden mellem Solen og Jorden). Da en omløbsperiode varer 248 år, ville ingen, der blev født på Pluto, nogensinde opleve en eneste fødselsdag!
Der vides meget lidt om Pluto. Dens overflade er ekstremt kold (-230 grader C) og synes at være dækket af frosset is. I de seneste år har den befundet sig ret tæt på Solen og har nydt en kort sommer. Islaget på overfladen er fordampet og har dannet en tynd atmosfære. Nu trækker den sig imidlertid tilbage i solsystemets kolde dybder, og denne atmosfære vil snart fryse til igen.
Pluto roterer “baglæns” (fra øst mod vest) én gang hver 6. dag og 9 timer. Dens største måne, Charon, bruger lige så lang tid på at kredse om Pluto. Det betyder, at man aldrig ville kunne se Charon, hvis man boede på den ene side af Pluto. For nylig er der blevet opdaget to mindre måner med Hubble-rumteleskopet.
I mange år blev Pluto betragtet som den niende planet regnet fra Solen (selvom den nogle gange kommer tættere på Solen end Neptun). I dag betragtes den som en “dværgplanet”. Den er også et af de største legemer i Kuiperbæltet, en gruppe af isverdener, der befinder sig i rummet uden for Neptuns bane.
