I mange århundreder var den eneste måde at få et godt overblik over et stort område på at klatre op på højere grund. Derefter gjorde opfindelsen af balloner og fly jordobservation meget nemmere.
I rumalderen er satellitter i stigende grad blevet brugt til at undersøge alle aspekter af vores planet.
Da de observerer Jorden fra stor afstand, kaldes de ofte for “fjernmålingssatellitter”.
De mest detaljerede billeder af Jordens overflade og atmosfære sendes tilbage af satellitter i lave kredsløb, der fører dem over Nord- og Sydpolen.
Mens Jorden drejer under dem, kan disse satellitter tage billeder af hele planeten – stribe for stribe – med et par dages mellemrum.

Satellitter i polære baner undersøger is- og snedække, arealanvendelse, luft- og vandforurening samt det lokale vejr. ESA’s satellitter i polære baner er den europæiske fjernmålingssatellit (ERS-2) og miljøsatellitten Envisat.
Andre rumfartøjer holder konstant øje med den samme del af Jorden, mens de kredser 36.000 km over ækvator. Det giver dem et bredere udsyn, men det betyder også, at de ikke kan se Jorden i så stor detalje.
Europa har indtil videre sendt otte vejrsatellitter, kaldet Meteosat, op i denne type “geostationær” bane.