Hver gang vi ånder ud, udleder vi kuldioxid til atmosfæren. Kuldioxid er et eksempel på en drivhusgas – en gas, der holder på varmen.
I løbet af de sidste 100 år er mængden af kuldioxid i atmosfæren steget støt. Størstedelen af denne stigning skyldes menneskelige aktiviteter, såsom forbrænding af olie og kul eller rydning af skove.
Skove fjerner store mængder kuldioxid fra luften. Dette lagrede kulstof frigives imidlertid til atmosfæren, når træerne fældes eller brændes.
Satellitdata viser, at verden ser ud til at blive varmere. De fleste forskere mener, at der er en sammenhæng mellem den globale opvarmning og stigningen i drivhusgasser. Dette kaldes almindeligvis for “drivhuseffekten”.
Satellitter som f.eks. ESA’s Envisat hjælper os med at få mere viden om de globale klimaforandringer og med at forudsige, hvad der vil ske i fremtiden.
Nogle instrumenter ombord på Envisat udarbejder daglige globale kort over drivhusgasser såsom metan (en gas, der ofte anvendes i komfurer og varmesystemer). Andre viser ændringer i temperatur, sne, is, søer og skovdække.
Sådanne oplysninger er af afgørende betydning for håndhævelsen af internationale aftaler om at reducere udledningen af drivhusgasser.
