En bane er den vej, et objekt følger omkring et bestemt punkt i rummet, for eksempel den bane, Månen følger omkring Jorden. Baner bestemmes af tyngdekraften og er ofte ‘elliptiske’, altså ovale.
Hver satellit placeres i den bane, der er bedst egnet til at udføre dens mission. Jordobservationssatellitter placeres for eksempel normalt i lave (400–1.200 km) cirkulære baner. Det giver dem mulighed for at kredse om Jorden en gang hvert par timer og dermed indhente detaljerede billeder af planetens overflade.
Den bedste bane for disse satellitter er en “polær” bane, der fører dem over Nord- og Sydpolen. Mens Jorden drejer under dem, kan satellitterne se direkte ned og kortlægge hele planeten – stribe for stribe – over en periode på et par dage.
Vejr- og kommunikationssatellitter “svæver” ofte over den samme del af Jorden 24 timer i døgnet. Dette er muligt, fordi de er placeret i cirkulære baner ca. 36.000 km over ækvator. I denne højde holder de trit med Jordens rotation, så de altid ser ned på de samme steder. Dette kaldes en “geostationær bane”. Nogle satellitter – herunder Den Internationale Rumstation – følger lave baner, der er skråtstillede (hældende) i forhold til ækvator.
En række videnskabelige satellitter, såsom ESA’s Cluster og XMM-Newton, følger meget elliptiske (ægformede) baner, der fører dem tæt på Jorden og derefter langt væk igen.
