For 18 måneder siden var forskerne fortvivlede, da en satellit, der skulle sende vigtige data om klimaforandringer tilbage, gik tabt under en mislykket opsendelse. ESA besluttede dog hurtigt at genopbygge CryoSat, og missionen er nu godt på vej til at komme på fode igen. Når CryoSat-2 bliver sendt op i 2009, vil den faktisk være endnu mere avanceret end sin forgænger.
Den store fordel ved CryoSat-2 er dens evne til at måle ændringer i isdækkets tykkelse, både på land og til søs. Dens primære radarinstrument og et identisk reserveinstrument vil kunne undersøge Jordens iskapper og gletsjere under alle vejrforhold, både dag og nat.

For at forberede sig på opsendelsen er en række felteksperimenter ved at blive sat i gang i Arktis. Et af dem er Arctic Arc-ekspeditionen, der er en del af Det Internationale Polarår. Ekspeditionens to belgiske opdagelsesrejsende, Alain Hubert og Dixie Dansercoer, er netop taget af sted på en krævende 110-dages vandring gennem den frosne vildmark.
De to modige opdagelsesrejsende, der hver især trækker en 130 kg tung slæde med forsyninger og udstyr, vil ‘gå’ over verdens tag, fra en ø i Sibirien til det sydlige Grønland. Undervejs vil de nøje registrere snedybden. Sådanne målinger er yderst nyttige til at kontrollere den metode, der anvendes til at omregne CryoSats radarmålinger til nøjagtige data om istykkelsen.
Forskerne tager også ud til de isdækkede øer på Svalbard i midten af april. Deres målinger af sne og is vil blive sammenlignet med data, der sendes tilbage fra et fly, der er udstyret med en kopi af CryoSats radarinstrument.