ESA Kids

Næste skridt for ESA’s første månelander

Proposed robotic lunar lander
Forslag til en robotstyret månelander
Åbn billedet

Mere end 50 år efter rumalderens begyndelse er det kun to lande, der har gennemført en blød landing af rumfartøjer på Månen – USA og Rusland. Dette vil dog snart ændre sig, da Europa og flere andre rummagter sigter mod at blive optaget i denne eksklusive klub.

ESA arbejder på at udvikle den første mission, der skal besøge det spektakulære højland, der omgiver Månens sydpol. Planen er at bygge et rumfartøj, der vil kunne lande med millimeterpræcision i det bjergrige, kraterfyldte landskab. For at nå sikkert ned på overfladen skal landingsfartøjet kunne nedstige fra kredsløb til en bjergtop eller en kraterkant. Det skal også kunne manøvrere uden om klippeblokke og stejle skråninger, inden det lander blidt i månestøvet.

Lunar craters, SMART-1
Månekratere, SMART-1

Månen er et foretrukket mål for de bemandede udforskningsmissioner, der er beskrevet i den ‘globale udforskningsstrategi’, som 14 rumfartsorganisationer verden over har udarbejdet. Månens poler betragtes som nøglen til den fremtidige bemandede udforskning af Månen. Nogle steder på kraterkanterne er der næsten konstant sollys, som kan udnyttes til at producere elektricitet. Is på bunden af nærliggende, skyggefulde kratere kan bruges til at fremstille ilt og vand.

Den 16. september 2010 underskrev ESA og det tyske selskab EADS-Astrium en kontrakt om gennemførende designundersøgelser. I løbet af de kommende 18 måneder vil nogle af de centrale teknologier til månelandingsfartøjet blive udviklet og afprøvet for første gang. Hvis alt går efter planen, vil Europas pionerfartøj ankomme sikkert til Månens sydpol i 2018.