Den første, der konstruerede en raket, der anvendte flydende brændstof i stedet for krudt, var en russisk skolelærer ved navn Konstantin Tsiolkovsky. Der gik mere end 20 år, før den første flyvning med en raket med flydende brændstof fandt sted. Den 16. marts 1926 steg en lille raket, bygget af amerikaneren Robert Goddard, til en højde på 12,4 meter i en flyvning, der varede 2,5 sekunder.
I de følgende år gik Tyskland i spidsen for raketudviklingen. Resultatet blev V-2, et missil, der blev brugt til at angribe byer som London mod slutningen af Anden Verdenskrig.
I 1945 rejste mange tyske raketforskere til USA eller Sovjetunionen for at arbejde. De bidrog til udviklingen af større og mere kraftfulde missiler, som også kunne anvendes til rumforskning.
Sputnik 1, verdens første satellit, blev opsendt med en sovjetisk raket den 4. oktober 1957. Inden for ti år havde USA under ledelse af den tyske videnskabsmand Wernher von Braun bygget Saturn 5, som kunne transportere tre mænd til Månen.
Siden 1979 har Europa udviklet en række Ariane-raketter, der hører til blandt de mest kraftfulde og pålidelige i verden.