ESA Kids

Lanceringen af Europas nye vejrobservationssatellit nærmer sig

MSG-3 In the cleanroom
MSG-3 I renrummet
Åbn billedet

Der er kun få måneder til opsendelsen af Europas nyeste vejrsatellit. To Meteosat Second Generation (MSG)-satellitter befinder sig allerede i kredsløb, men de tjenester, de leverer, er så vigtige, at et tredje rumfartøj er ved at være færdigbygget. Missionskontrollørerne er allerede i gang med at blive uddannet til at betjene den nye vejrsatellit.

MSG-3, der vejer 2 ton, er den tredje i en serie på fire europæiske satellitter, der er udviklet til at overvåge de skiftende vejrforhold over Europa, Afrika og Mellemøsten. Den første i serien, MSG-1 – som blev omdøbt til Meteosat-8, da den blev taget i brug – blev opsendt i 2002. MSG-2 (Meteosat-9) fulgte tre år senere. MSG-satellitterne er en videreførelse af en yderst succesrig serie af meteorologiske satellitter, der startede med Meteosat-1 i 1977.

Meteosat Second Generation (MSG)
Meteosat anden generation (MSG)

Fra en geostationær bane, 35.800 km over ækvator, sender de roterende, cylinderformede Meteosat-satellitter detaljerede billeder tilbage hvert 15. minut. Det er disse billeder, vi ser i vejrudsigterne på tv og på internetsider. Dataene fra disse »øjne i himlen« giver forvarsler om storme, snestorme eller oversvømmelser og bidrager dermed til at redde liv og spare store summer.

Ud over at sende billeder tilbage i mange forskellige bølgelængder af synligt og infrarødt lys er MSG-satellitterne udstyret med et instrument, der gør det muligt for forskerne at fastslå, om Jorden bliver koldere eller varmere. En tredje nyttelast anvendes til eftersøgnings- og redningstjenester, hvor den videresender nødsignaler fra fly og skibe.

MSG-satellitterne bygges i Cannes, Frankrig, af Thales Alenia Space. ESA står for udviklingen af dem og varetager den indledende drift i kredsløb. Ca. 10 dage efter opsendelsen vil kontrollen med MSG-3 blive overdraget til EUMETSAT – Den Europæiske Organisation for Udnyttelse af Meteorologiske Satellitter – som har hjemsted i Darmstadt, Tyskland.