ESA Kids

Galileo-satellitterne får grønt lys

Four-satellite Galileo constellation
Galileo-konstellationen med fire satellitter
Åbn billedet

Europa ser med stor tillid frem til at få verdens første ikke-militære satellitnavigationssystem, nu hvor de første fire Galileo-satellitter har bestået deres test med glans.

Galileo-kvartetten blev opsendt i 2011 og 2012 for at bevise, at det komplekse system fungerede som lovet. Grunden til, at man opsendte fire satellitter, er, at det er det mindste antal satellitter, der er nødvendigt for nøjagtigt at kunne lokalisere steder på Jorden. Siden da har man gennemført en række test for at påvise, at systemet fungerer som planlagt.

Den 12. marts 2013 gennemførte satellitterne deres første historiske præcise lokalisering af et sted på jorden. I løbet af de følgende måneder blev der sendt mange flere navigationsmeddelelser som led i en intensiv test af hele Galileo-systemet.

Alt dette hårde arbejde har vist, at Galileo fungerer rigtig godt. Med blot fire satellitter har det været i stand til at bestemme positioner med en nøjagtighed på 8 m vandret og 9 m lodret. Dets gennemsnitlige tidsnøjagtighed er 10 milliarddele af et sekund, og de fleste nødsignaler er hurtigt blevet lokaliseret med en nøjagtighed på 2 km. Denne ydeevne vil blive endnu bedre, når det fulde Galileo-system tages i brug.

Europa ser nu frem til at opsende de resterende satellitter og etablere yderligere jordstationer. Det er planen, at seks satellitter skal slutte sig til de eksisterende fire i løbet af 2014, så Galileos operationelle tjenester kan gå i gang inden årets udgang!