ESA-astronauten Thomas Pesquet er blevet udpeget til en langvarig mission på Den Internationale Rumstation i 2016.
Med denne udstationering vil alle seks ESA-astronauter fra årgangen 2009 have fløjet til rumstationen på missioner inden for syv år efter deres eksamen.
Thomas, der er født i Rouen i Frankrig, bliver den 10. franskmand, der rejser ud i rummet, efter Léopold Eyharts, der var med til at sætte ESA’s mikrogravitationslaboratorium »Columbus« i drift og var den første til at benytte det ombord på rumstationen.

Under Thomas’ mission vil der blive installeret et atomur på stationen, som skal kobles sammen med andre atomure på Jorden for at teste Einsteins relativitetsteori og muliggøre en endnu mere nøjagtig tidsmåling på verdensplan. Resultaterne kan fordoble nøjagtigheden af satellitnavigationen, hvilket vil give os mulighed for at bestemme vores position på Jorden med endnu større præcision.
Thomas uddannede sig til luftfartsingeniør, inden han begyndte at arbejde som pilot i et kommercielt flyselskab.
Thomas udtaler om sin opgave: “Jeg er glad for at være blevet udvalgt til en mission, men dette er blot begyndelsen på en ny fase for mig – der er meget arbejde, der skal gøres, og meget, jeg skal lære, inden min flyvning. Jeg vil først betragte min drøm som opfyldt, når jeg arbejder på Den Internationale Rumstation.“