Medicinske nødsituationer kan lige så let opstå i rummet som på jorden. Behandlingen af de tilskadekomne kan dog være en stor udfordring for astronauter, der befinder sig langt fra det nærmeste hospital. Heldigvis kan der snart være hjælp at hente takket være CAMDASS.
Astronauterne på Den Internationale Rumstation (ISS) tilbringer op til 6 måneder i rummet. Så lange perioder i vægtløshed medfører bivirkninger, såsom muskeltab og nedsat knogletæthed. Der kan også opstå ulykker eller sygdomme. Der er normalt ingen læge om bord, men det er muligt at få rådgivning fra en medicinsk ekspert på jorden.

Nu er man i gang med at udvikle et nyt stykke udstyr, kendt som CAMDASS (en forkortelse for Computer Assisted Medical Diagnosis and Surgery System), der skal hjælpe personalet. CAMDASS anvender et hovedmonteret display, der giver 3D-stereosyn. Systemet fungerer ved præcist at kombinere computergenererede billeder med operatørens udsyn til patienten.
I øjeblikket er CAMDASS udstyret med en ultralydssonde, der kan se ind i patienten. Der blev valgt ultralyd, fordi det er en effektiv metode til at diagnosticere et indre medicinsk problem, og fordi ISS allerede har et ultralydsapparat om bord. Sonden spores ved hjælp af et infrarødt kamera og markører, der placeres på den tilskadekomnes hud. For at gøre det så nemt som muligt at bruge, anvendes et stemmeaktiveringssystem i stedet for en mus eller et tastatur.
Prototypen er allerede blevet testet på et universitet i Belgien. Det tog kun 15-20 minutter for personer, der aldrig før havde brugt et ultralydsapparat eller et head-mounted display, at vænne sig til systemet. Herefter var de i stand til at betjene det på egen hånd. Eksperterne i Belgien og Tyskland, der har udviklet CAMDASS, mener, at besætninger snart vil kunne arbejde med lignende teknologi på lange rumrejser.