ESA Kids

At blive i sengen for videnskabens skyld

Staying in bed for science
Åbn billedet

Ved du, hvad der sker med din krop, hvis du ligger i en skrå seng i flere uger med hovedet i den nederste ende? Din krop begynder at forandre sig, som om den ældes for tidligt… eller befinder sig i rummet!

Tolv personer deltager i en ESA-undersøgelse, hvor de skal ligge i sengen i 21 dage med hovedet 6 grader lavere end resten af kroppen. Reglen er, at deres hofter og mindst én skulder skal være i kontakt med sengen hele tiden, også når de spiser, vasker sig og går på toilettet.

Efterhånden som deres muskler bliver svagere – en deltager har tabt næsten fire kilo – holder det medicinske personale nøje øje med dem. Forskerne vil undersøge, om motion og/eller proteintilskud har en indvirkning på de frivilliges fysiske helbred, da det vil hjælpe dem med at tage sig af astronauterne, når de befinder sig i rummet.

Bedrest snack
Snack til sengeleje

Til dette eksperiment har de inddelt de frivillige i tre grupper. To af disse grupper følger et kort, intensivt træningsprogram på en vibrationsplade, der træner benmusklerne. Træningsprogrammet gentages hver tredje dag. Den ene af disse to træningsgrupper indtager desuden proteintilskud, som bodybuildere bruger for at opbygge muskelmasse.

Den tredje gruppe dyrker ikke motion og tager heller ikke kosttilskud. Den fungerer som en ‘kontrolgruppe’ og overvåges med henblik på at sammenligne resultaterne med de to andre grupper.

De frivillige gennemgår regelmæssige scanninger, blodprøver og muskelbiopsier. De ser frem til årets udgang, hvor de kan forlade deres skråsenge for at gennemgå fire måneders genoptræning. De vil vende tilbage til yderligere to 21-dages forsøg, hvor de hver gang vil indgå i en anden forsøgsgruppe.