I dag transporteres størstedelen af vores varer med lastbiler, der er lastet med kæmpe containere. Selvom den moderne godstransportbranche er stærkt automatiseret, er der dog ofte noget ledig plads tilbage på lastbilerne. Nu har to tyske ingeniører fundet på en genial måde at udnytte satellitteknologi til at mindske pladsspild.

Ved den europæiske satellitnavigationskonkurrence i 2008, der blev støttet af ESA’s program for teknologioverførsel, udlovede det tyske firma T-Systems/DHL en pris for den bedste idé til, hvordan man kan udnytte transportkapaciteten bedre. Det vindende bidrag kom fra det tyske firma ubigrate GmbH, der præsenterede et ‘intelligent’ system, der løbende kan overvåge, hvor meget ledig plads der er på en lastbil.

Load-Volume Tracking (LoVoTrack)-systemet anvender ultralydssensorer monteret i loftet på hver container til at måle det disponible tomme rumfang. Disse oplysninger, sammen med satellitnavigationsdata, der angiver lastbilens nøjagtige position, overføres via mobilnetværket til en central computer.

På denne måde er det muligt at holde øje med, hvad der sker med en hel vognpark. Eventuel uudnyttet kapacitet kan hurtigt udnyttes til forsendelsesordrer i sidste øjeblik. ‘Det er nemt at tildele nye pakker til de steder, hvor der er ledig kapacitet,’ sagde dr. Mario Neugebauer, en af systemets opfindere. På denne måde vil LoVoTrack ikke blot resultere i en bedre service for kunderne, men også reducere omkostningerne for vognmandsvirksomhederne. Lige så vigtigt er det, at det vil mindske forureningen ved at reducere den samlede mængde kuldioxid, der udledes af lastbilerne. Den prisvindende idé er nu klar til at blive indført på vejene i Europa.