Sorte huller er de mest besynderlige objekter i universet. Et sort hul har ikke en overflade, som en planet eller en stjerne har. I stedet er det et område i rummet, hvor stoffet er kollapset ind i sig selv. Dette katastrofale kollaps medfører, at en enorm mængde masse koncentreres på et utroligt lille område. Tyngdekraften i dette område er så stor, at intet kan undslippe – ikke engang lys.
Selvom sorte huller ikke kan ses, ved vi, at de findes, ud fra den måde, de påvirker støv, stjerner og galakser i nærheden på. Mange af dem er omgivet af skiver af materiale. Når skiverne hvirvler rundt om dem som en strømhvirvel, bliver de ekstremt varme og udsender røntgenstråler.
Sorte huller findes i mange forskellige størrelser. Mange af dem er kun nogle få gange tungere end Solen. Disse sorte huller med ‘stjernemasse’ dannes, når en tung stjerne – cirka 10 gange tungere end Solen – afslutter sit liv i en supernovaeksplosion. Det, der er tilbage af stjernen – stadig flere solmasser – kollapser til et område, der kun er få kilometer i diameter.
De fleste galakser, herunder Mælkevejen, har supermassive sorte huller i deres centrum. Disse kan være millioner eller milliarder gange tungere end vores Sol. Supermassive sorte huller er også drivkraften bag aktive galakser og gamle galakser, der kaldes kvasarer. Kvasarer kan være hundreder af gange lysere end selv de største almindelige galakser.
Objekter, der falder ind i sorte huller, strækkes bogstaveligt talt til bristepunktet. En astronaut, der vovede sig for tæt på og blev suget ind i et sort hul, ville blive revet i stykker af den overvældende tyngdekraft.
