ESA Kids

Bekæmpelse af dødelige bakterier ved hjælp af rumteknologi

Zapping deadly bacteria using space technology
Åbn billedet

Forskning udført ombord på Den Internationale Rumstation kan bidrage til at beskytte hospitalspatienter mod infektioner. Ved hjælp af plasma – elektrisk ladet gas – finder forskerne nye måder at dræbe bakterier og vira på, som kan forårsage infektioner på hospitaler.

I de seneste år har sundhedseksperter konstateret en kraftig stigning i antallet af superbakteriestammer, der kan overleve selv de stærkeste antibiotika, som lægerne har til rådighed. Nogle bakterier er blevet så resistente, at vi ikke længere kan bekæmpe dem med almindelige lægemidler. En type af disse bakterier, kaldet MRSA, menes at være årsag til tusindvis af dødsfald hvert år i Europa.

Wound treatment equipment using plasma technology

Med hjælp fra ESA arbejder forskerteamet nu på at udvikle et hånddesinfektionssystem til hospitaler. Koldplasmateknologi kan måske en dag også finde vej ind i vores hjem. Plasma kan bruges til at desinficere tandbørster og vil også kunne desinficere i skjulte sprækker og revner. Plasma kan også bruges til at rengøre meget større genstande, såsom satellitter og rumsonde, så de ikke overfører bakterier fra Jorden til andre planeter.

Denne teknologi kan være til stor gavn for os. Bakterier ændrer sig konstant og bliver mere og mere resistente over for de mest anvendte antibiotika. I dag er den bedste måde at forhindre spredningen af bakterielle infektioner på hospitaler regelmæssig håndvask mellem patientbesøg samt løbende rengøring af gulve, dørhåndtag, hospitalsgardiner og alt andet, der kan indeholde skadelige bakterier. Det nye system, der er under udvikling, vil forhåbentlig udnytte plasmas utrolige antibakterielle egenskaber til at gøre desinfektionen både hurtig og nem.