Rumskrot udgør et stort problem. Nogle af genstandene er meget store, såsom udbrændte rakettrin, udtjente rumfartøjer og enkelte redskaber, der er gået tabt under rumvandringer. Det meste af det er dog langt mindre.
Kollisioner med store stykker rumskrot kan sætte et rumfartøj ud af drift eller endda ødelægge det, som det skete for det franske rumfartøj Cerise i 1996. Mindre rumskrot kan også forårsage alvorlige skader eller udgøre en fare for en astronaut, der udfører et rumvandring.
Da Hubble-rumteleskopets solpaneler blev bragt tilbage til Jorden i 2002, var de oversået med nedslagskratere med en diameter på op til 8 mm.
I dag overvåger teleskoper og radar mere end 12.000 stykker rumskrot, der er helt ned til 10 cm i størrelse. Mange millioner stykker er for små til at blive registreret, f.eks. malingsflager og støv.
Normalt udgør disse ingen trussel, men i rummet bevæger rumskrot sig med høj hastighed. Selv støvpartikler fungerer som små kugler. ESA tackler problemet med rumskrot på forskellige måder. Columbus-laboratoriet på Den Internationale Rumstation er beskyttet af en særlig afskærmning.
Det Europæiske Rumoperationscenter (ESOC) overvåger rumskrot meget nøje. Centret benytter et 1 meter teleskop på De Kanariske Øer og et radarsystem i Tyskland. Mikroskopisk rumskrot overvåges desuden af ESA’s Proba-1-satellit og et ESA-eksperiment på Den Internationale Rumstation.
Disse oplysninger gør det muligt for ESOC at rådgive om, hvornår et rumfartøj bør flyttes til en sikrere bane. De giver desuden tidlig advarsel om store objekter, der er ved at trænge ind i atmosfæren igen.
