Vil julemanden en dag få brug for hjul til sin slæde? Det ligger stadig langt ude i fremtiden, men satellitobservationer viser et stadigt fald i mængden af sne, der dækker den nordlige halvkugle.
En ny analyse af snedækket, som er observeret af satellitter, herunder ESA’s Envisat, viser, at der hvert år i juni siden 2008 har været rekordlave snedække i Europa og Asien. Desuden har der i tre af de seneste fem år været rekordlavt snedække i løbet af de nordamerikanske somre. Det betyder, at det snedækkede areal i juni nu er det mindste, siden satellitovervågningen begyndte for omkring 45 år siden.

Det viser sig, at snedækket i juni aftager langt hurtigere end forventet ud fra klimamodellerne, og sneen forsvinder endda hurtigere end sommerhavis i Arktis. Satellitdata viser også, at den maksimale mængde sne på den nordlige halvkugle langsomt er faldende, mens forårssneen – især mod Nordpolen – smelter tidligere.
Betyder det noget, at der er mindre sne, og at den smelter hurtigere? Ændringer i snemængden og snedækkets udstrækning har en enorm indvirkning på vandmængden i gletsjere, floder og jordbunden. De hænger også sammen med langsigtede klimaændringer.
Det er måske ikke kun julemanden, der bliver nødt til at ændre sin livsstil i fremtiden…