Når mennesket en dag rejser til Mars, venter der dem en helt enestående rejse. Forskere har analyseret, hvad der skete under den simulerede Mars500-mission i 2010–2011, hvilket har givet dem et langt bedre indblik i de psykiske og fysiske problemer, der kan opstå under en Mars-mission.
Besætningen bestående af seks ‘marsonauter’ blev spærret inde i et simuleret rumskib nær Moskva i Rusland i 520 dage. Det svarer til at være spærret inde i næsten halvandet år! Det er den tid, det vil tage at flyve til Mars og tilbage, plus 30 dage til at udforske overfladen. Under deres ‘mission’ levede besætningen i isolation uden friske fødevarer, sollys eller frisk luft. Undersøgelsen viste, at hver eneste detalje skal planlægges, herunder kost og søvn.

Da de ikke kunne se solen på himlen, var de frivillige nødt til at finde andre måder at regulere deres søvnrytme på, f.eks. ved at kigge på deres ure eller blive vækket af andre besætningsmedlemmer. Der opstod dog problemer, fordi besætningsmedlemmerne sov på forskellige tidspunkter.
ESA-forskerne fortsætter med at undersøge problemet med at få en god nats søvn. ESA-astronauten Luca Parmitano vil måle hormoner, der er forbundet med søvn, under sit seks måneders ophold på Den Internationale Rumstation i år. Man undersøger også søvnmønstrene hos de mennesker, der bor på Concordia-basen i Antarktis under den lange, mørke polare vinter.
Andre overraskende resultater fra den simulerede Mars-mission viser, at vores kroppe ikke optager og udskiller salt konstant. Det ser ud til, at vores nyrer behandler salt i en ugentlig cyklus, hvor de nogle dage arbejder hårdere for at udskille salt end andre. Disse resultater vil ikke kun komme astronauter i rummet til gode, men også alle på Jorden, der arbejder uregelmæssige arbejdstider, har søvnproblemer eller lider af saltrelateret forhøjet blodtryk.