Har du nogensinde haft solskoldning? Denne forbrænding af huden skyldes ultraviolet (UV) lys fra solen. Alvorlig solskoldning er ikke kun smertefuld, men kan også medføre hudkræft.
Heldigvis absorberes næsten al den skadelige UV-stråling af et lag af ozongas, der befinder sig 20–50 km over Jorden. Ozon er imidlertid en form for ilt, der let kan nedbrydes af visse menneskeskabte kemikalier.
I 1987 blev de førende industrilande enige om at udfase disse kemikalier. Alligevel har satellitbilleder vist, at udtyndingen af ozonlaget er fortsat over Antarktis. Ozonhullet nåede en rekordstørrelse i 2000, hvor det dækkede næsten 30 millioner kvadratkilometer, hvilket svarer til omtrent størrelsen af det nordamerikanske kontinent. I 2006 forsvandt der en endnu større mængde ozon fra atmosfæren, selvom hullet var lidt mindre.
Der er også opstået mindre ozonhuller over Arktis. Disse huller gør, at der trænger mere UV-lys ind i tætbefolkede områder i Europa.

ESA-satellitter som MetOp og Envisat spiller en central rolle i undersøgelserne af ozonhullet. De giver forskerne mulighed for at overvåge hullets størrelse og få mere at vide om, hvad der får det til at vokse eller krympe.
Europas første vejrsatellit i polær bane, MetOp-A, er udstyret med et avanceret instrument til overvågning af ozon. Envisat er udstyret med tre instrumenter, der kan undersøge ozon og de forurenende stoffer, der nedbryder det i den øvre atmosfære.