I 2008 opdagede NASA/ESA’s Hubble-rumteleskop kuldioxid i atmosfæren på en planet på størrelse med Jupiter, der kredser om en anden stjerne. Dette blev betragtet som et vigtigt skridt i jagten på tegn på liv på andre planeter.
Der er indtil videre opdaget omkring 300 planeter, der kredser om fjerne stjerner. Desværre er disse exoplaneter så svage og så langt væk, at det er yderst vanskeligt at undersøge dem. Men med moderne instrumenter begynder forskerne gradvist at lære mere om disse fremmede verdener og de gasser, der udgør deres atmosfærer.
Kuldioxid er den gas, som planter udskiller om natten og bruger til at vokse. Dyr og mennesker udånder den hvert par sekunder. Som en af de vigtigste drivhusgasser holder den på varmen og bidrager til at opvarme planeten. Kulstof er også grundlaget for de såkaldte organiske forbindelser, som er blandt livets byggesten. Nu har Hubble vist, at vi kan påvise kuldioxid på fjerne planeter og estimere, hvor meget der er til stede. Dette er et stort fremskridt i den langsigtede indsats for at finde ud af, hvad disse verdener består af, og om de kan rumme liv.
Planeten, der kaldes HD 189733b, er for varm til at kunne rumme liv. Den er dog velegnet til observation, da den forsvinder bag sin ledsagestjerne en gang hver 2,2. dag. Ved at studere de regelmæssige ændringer i det lys, der når Jorden, kan forskerne analysere planetens atmosfære. Der er allerede fundet vanddamp og metan. De nye Hubble-observationer beviser, at de kemiske grundforudsætninger for liv kan måles på planeter, der kredser om andre stjerner.