ESA Kids

Sådan bygger man et hus – på Månen!

3D-printed lunar base design
Design af en 3D-printet månebase
Åbn billedet

En dag vender astronauterne måske tilbage til Månen – ikke blot for et kort ophold, men for at bo og arbejde der i måneder eller endda år! Det er drømmen for mange forskere fra rumfartsorganisationer som ESA. For at virkeliggøre denne drøm er der mange udfordringer, der skal overvindes. En af dem er: Hvad kunne man bygge en månebase af?

Vi kunne medbringe materialer som metal eller mursten fra Jorden, men det er meget dyrt at transportere udstyr til Månen fra vores hjemplanet. Det ville være bedre, hvis vi kunne opføre vores månebase af de ressourcer, der allerede findes der.

Månens overflade er dækket af fint, ru, gråt støv. Dette materiale findes overalt, så det giver god mening at eksperimentere med måder at omdanne det til mursten og andre byggematerialer! “Månesten vil blive fremstillet af støv,” siger Aidan Cowley, ESA’s videnskabelige rådgiver og ekspert i månestøv. “Man kan skabe faste blokke af det til at bygge veje og affyringsramper eller beboelsesmoduler, der beskytter astronauterne mod det barske miljø på Månen.”

Find ud af, hvordan månestøv kan omdannes til en nyttig ressource! Ophavsret: ESA – Den Europæiske Rumorganisation.

Der er dog et problem: Vi har ikke ret meget månejord her på Jorden til at afprøve denne teori. Det ville være meget vanskeligt at vende tilbage til Månen for at indsamle mere! ESA-forskere mener, at der måske findes en bedre løsning. Månestøv ligner i høj grad det pulver, der for længe siden blev dannet af vulkaner. For omkring 45 millioner år siden fandt der vulkanudbrud sted i et område omkring Köln i Tyskland. Forskere har fundet ud af, at det vulkanske pulver i området passer godt sammen med det, som månestøv består af. Det bedste af det hele er, at der er masser af det, så det er nemt at indsamle og bruge til eksperimenter! Denne erstatning for ægte månestøv kaldes EAC-1, opkaldt efter det nærliggende Europæiske Astronautcenter, forkortet EAC, hvor forskerne arbejder.

The challenge was to design a mission to conduct science on the Moon
Udfordringen bestod i at udforme en mission med henblik på at udføre videnskabelige undersøgelser på Månen

Resultaterne indtil videre er meget lovende. Det ser ud til, at astronauter på Månen kan indsamle månestøv, og at en speciel 3D-printer kan omdanne det til byggematerialer! Så kunne vi bygge huse, laboratorier, værksteder og alt andet, vi har brug for.

Der er dog stadig behov for yderligere forskning. Ægte månestøv udsættes konstant for stråling fra Solen, hvilket giver det en elektrisk ladning og ændrer dets egenskaber. EAC-1-vulkansk jord har ikke gennemgået denne proces, da den stammer fra vores planet og derfor er beskyttet af Jordens atmosfære. Det ville derfor helt sikkert være nyttigt at indsamle uberørte støvprøver fra Månens overflade for at kontrollere, om ægte månestøv, der har været udsat for stråling, stadig kan anvendes til byggeri.

Ville du gerne bo på en base på Månen, der er bygget af månestøv? Hvad tror du, fordelene ville være? Og hvad med ulemperne?

Sjovt faktum: Månestøv består af 40%-ilt. Hvis dette kan frigøres, kunne det være en fremragende kilde til luft, som astronauterne kan indånde!