Harmony er ankommet til Den Internationale Rumstation (ISS). Den 26. oktober svævede rumvandrerne Scott Parazynski og Douglas Wheelock uden for ISS for at forberede det italienskbyggede modul – også kendt som Node 2 – til fastgørelse til rumstationen. Discovery-rumfærgens robotarm trådte derefter i aktion, da det 14 ton tunge modul forsigtigt blev løftet ud af rumfærgens lastrum. Under tilsyn af ESA-astronauten Paolo Nespoli blev Harmony hurtigt fastgjort i en midlertidig position på venstre side af Unity-modulet (Node 1).
Dagen efter blev Nespoli og ISS-kommandør Peggy Whitson de første besætningsmedlemmer, der betrådte stationens nye gang. Iført beskyttelsesbriller og ansigtsmasker som beskyttelse mod eventuelle løst flyvende genstande begyndte astronauterne at fjerne de over 700 bolte, der var monteret i forbindelse med opsendelsen. “Det er en fornøjelse at være her i dette meget smukke stykke hardware,” sagde Nespoli under en kort ceremoni for at markere begivenheden.
Efter at have gennemført en række eksperimenter og bistået ved yderligere tre rumvandringer vendte Nespoli og seks andre besætningsmedlemmer tilbage til Jorden den 7. november efter at have tilbragt 15 dage i rummet. Nu hvor Discovery er vendt hjem, kan besætningen på ISS-ekspedition 16 montere en dokningsport på Harmony og flytte den til dens permanente placering foran på stationen.
Harmony er den første permanente europæiske udvidelse af ISS. Som den anden af tre noder – altså forbindelsesmoduler – vil den snart fungere som fastgørelsespunkt for ESA’s Columbus-laboratorium og det japanske Kibo-laboratorium.