ESA Kids

Kæmpe isbjerg driver nu frit rundt

Larsen C breaks
Larsen C bryder op
Åbn billedet

I løbet af de seneste måneder har en stor revne skåret sig igennem en kæmpe isblok i Antarktis. ESA’s Sentinel-1-satellitter har nu registreret, at isen er brudt helt af og har dannet et af de største isbjerge, der nogensinde er registreret.

Ice crack seen by Sentinel-2A
Isrevne observeret af Sentinel-2A

Sprækken dukkede faktisk op for første gang for flere år siden, men i starten voksede den ikke ret meget. Det ændrede sig i begyndelsen af 2016, da den begyndte at blive længere. Alene i januar 2017 voksede den med 20 km og nåede en samlet længde på 175 km. I begyndelsen af juli 2017 var der kun få km mellem spidsen af revnen og havet. Siden da har forskerne ventet på, at revnen skulle nå havet og dermed løsrive et kæmpe isbjerg fra Antarktis.

Desværre går Antarktis nu ind i de mørke vintermåneder, hvor lysforholdene er dårlige, og der ofte er dårligt vejr, hvilket gør det vanskeligt at foretage observationer, selv ved hjælp af satellitter. For at løse dette problem benyttede forskere fra Project MIDAS – en antarktisk forskningsgruppe ledet af Swansea University i Storbritannien – Sentinel-satellitternes radarudstyr til at se igennem mørket og skyerne.

Trekking out for CryoSat
På tur med CryoSat

Derudover har forskerne brugt en anden ESA-satellit ved navn CryoSat til at følge udviklingen. CryoSat er udstyret med et instrument kaldet en radarhøjdemåler, der kan måle isens højde og tykkelse. Det viste sig, at sprækken var flere titalls meter dyb og ikke blot en overfladisk sprække.

Dette nye gigantiske isbjerg er omkring 6000 kvadratkilometer stort og vejer mere end en million millioner ton! Det er svært at forudsige, hvad der vil ske med det fremover. Det kan blive liggende i området i mange år. Eller også kan det bryde op i mindre isbjerge, som kan drive nordpå ind i varmere farvande, hvor isen vil smelte.

Artist’s impression of Sentinel-1B
Kunstnerisk fremstilling af Sentinel-1B

Hvis Antarktis mister en så stor ismasse, kan det medføre problemer. Når lignende hændelser har fundet sted tidligere, har det fremskyndet gletschernes afstrømning ud i havene og dermed bidraget til stigningen i Jordens havniveau.

Den gode nyhed er, at vi takket være ESA’s satellitter kan holde os ajour med, hvordan vores planet forandrer sig, især på steder, der er meget svære at nå frem til, som f.eks. Antarktis. Jo flere oplysninger vi har, desto bedre kan vi beskytte vores planet og livet på den!

Sjovt faktum: Isbjerget indeholder omtrent lige så meget vand som Ontariosøen i Nordamerika!