I oldtiden frygtede man kometer – man mente, at de bragte uheld eller varslede katastrofer. I dag ved vi, at kometer er små isverdener, der er tilbage fra planeternes dannelse. Man mener, at der findes milliarder af kometer i udkanten af solsystemet, længere ude end Plutos bane.
De fleste kometer er så små og ligger så langt væk, at vi ikke kan se dem, selv ikke med de største teleskoper. Men vi kan se dem, når de bevæger sig ind mod Solen og danner haler af gas og støv. (Ordet ‘komet’ betyder »håret stjerne«.)
Solens varme får isen til at omdannes til gas, der strømmer millioner af kilometer ud i rummet. Trods deres længde er de støvpartikler, de indeholder, ikke større end sandkorn.
Nogle kometer bruger kun få år på at kredse om Solen. Andre – som Halleys komet – tager meget længere tid. Atter andre dukker op én gang og ses aldrig igen. ESA’s SOHO-rumfartøj har været med til at opdage tusindvis af små kometer, der flyver meget tæt på Solen. Mange af dem styrter ned i Solen eller rives fra hinanden af dens stærke tyngdekraft.
I 2014 vil det europæiske rumfartøj Rosetta skrive historie ved at gå i kredsløb om en komet og sende en landingsfartøj ned på dens overflade.
