I 1969 blev astronauten Neil Armstrong den første person, der satte fod på Månen og dermed tog et kæmpe skridt for menneskeheden. Det var første gang, nogen havde gået på overfladen af en anden verden. I løbet af de følgende år gik yderligere elleve astronauter på Månen, men ingen har besøgt den siden 1972. Synes du, det er på tide, at vi tager tilbage?
Udforskningen af Månen fortsatte, efter at astronauterne var taget af sted, men nu med robotter i stedet for mennesker. Fjernstyrede sondere og satellitter har hjulpet os med at lære mere om vores nabo i rummet. De har vist, at der stadig er meget mere at udforske, men til det vil der være brug for astronauter!
Problemet er, at det er meget dyrt at sende mennesker til Månen. Selv med alle de teknologiske fremskridt, vi har gjort siden Neil Armstrongs tid, ville det koste så mange penge at sende mennesker tilbage til Månen, at planerne ikke er kommet særlig langt. ESA ønsker at ændre på det.

ESA’s idé er ikke selv at fremstille de nødvendige rumfartøjer og det nødvendige udstyr – eller blot i samarbejde med andre rumagenturer – men også at samarbejde med virksomheder her på Jorden. Hvis store virksomheder kan bygge rumfartøjer, der kan rejse til Månen, kan ESA betale for turen – ligesom når man køber en billet til en højteknologisk rumtaxi!
ESA ønsker også at hjælpe virksomheder på Jorden med at udvikle værktøjer og teknologi, der vil gøre det muligt for os at opføre baser, hvor mennesker kan bo på Månen. Hvis vi kan udnytte de ressourcer, der allerede findes på Månen, vil rejserne dertil blive langt billigere. Hvad nu, hvis vi for eksempel kunne få fat i vand, der ligger skjult dybt inde i månestenene? Det ville være meget nyttigt!

Denne plan er kun begyndelsen. Hvis virksomhederne kan være med til at sætte gang i en ny generation af måneudforskning, kan den udviklede teknologi bruges til at udforske mere fjerntliggende verdener i vores solsystem, såsom planeter, måner, kometer og asteroider. Mennesket kunne blive en rumfartsnation!
ESA opfordrer nu virksomhederne til at hjælpe dem med disse planer. Synes du, at dette er en god måde at gøre rumforskning mere overkommelig på? Ville du købe en billet til en rejse til Månen?
Sjovt faktum: Nogle områder nær Månens sydpol er næsten altid oplyst af solen, hvilket betyder, at menneskelige baser der kunne bruge solceller til at producere elektricitet!