I 1877 opdagede den amerikanske astronom Asaph Hall to små måner, der kredser om planeten Mars. De fik navnene Phobos (Frygt) og Deimos (Panik). Mere end 130 år senere forsøger forskerne stadig at løse mysterierne omkring disse måner. Nylige tætforflyvninger foretaget af ESA’s rumfartøj Mars Express har dog givet ledetråde til, hvad de består af, og hvor de stammer fra.
Mars Express er det eneste rumfartøj, der i øjeblikket opererer omkring den Røde Planet, og som befinder sig i en stærkt elliptisk (æggeformet) bane. Denne bane fører den på tværs af Phobos’ bane, hvilket gør det muligt at se alle sider af den lille måne. (Ligesom Jordens Måne vender Phobos altid den samme side mod den nærliggende planet.) Mellem den 23. juli og den 15. september 2008 gennemførte Mars Express otte forbiflyvninger af Phobos, hvor den susede forbi i afstande fra 4.500 km til kun 93 km.

Nærbilleder viser, at Phobos, den største måne, er en kartoffelformet rumklippe, der kun måler 27 km x 22 km x 19 km. Den er meget mørk – sort som kul – og er dækket af utallige kratere. Ved nøje at følge den måde, hvorpå Phobos trækker i Mars Express under hver forbiflyvning, har forskerne fundet ud af, at månen ikke er særlig tæt. Den er næsten helt sikkert en ‘stenbunke’ – bestående af mange stykker sten, der holdes sammen af tyngdekraften – snarere end et enkelt, fast objekt.
Undersøgelser fra Mars Express tyder på, at Phobos og Deimos måske engang var asteroider, der kredsede om Solen mellem Mars og Jupiter. Ingen kan dog endnu forklare, hvordan de blev indfanget af Mars og endte i ‘normale’ baner over planetens ækvator.